Carpe Diem
maj 2006


Omtale i Femina
  Carpe Diem  
 

Menneskedyret er unikt, fordi vi evner at bevæge os i tid. Vi kan tænke i fortid, der for længst er overstået, og planlægge en fremtid, der endnu ikke findes, og vi kan sågar forestille os alternative udgaver af det, der sker lige nu. Og det er fint nok alt sammen, for det er med til at gøre os til de skabende og højtudviklede mennesker, vi er. Men en gang imellem, og i hvert fald om sommeren, når solen står højt, og den økologiske bøf syder på grillen, skal vi sende evnen til at bevæge os forlæns og baglæns i tid på sommerkoloni og vitterlig prøve at leve i nuet. Kniber det, kan man søge hjælp i kommunikationskonsulent og dramaturg Ernest Holm Svendsens praktiske guide til at leve i nuet, der udkommer på forlaget Gyldendal. Bogen hedder "Nærvær" og er en velskreven og handlingsorienteret håndbog til at knække moderne menneskers måske hårdeste nød: Hvordan vi lærer at leve nu og ikke mindst elske og mærke livets mindste øjeblikke. Perfekt sommergavebog til ham eller hende, der står og parlamenterer med mobiltelefonen bagest i haven, selvom sommeraftenen aldrig har været smukkere, og man ville kunne høre havets klukken, hvis man bare et øjeblik kunne holde kæft.

 
 
(c) Femina 2006