Sådan kommer du ned i ferie-gear
24. juni 2006


Artikel i Berlingske Tidende af Marchen Jersild
  Sådan kommer du ned
i ferie-gear
 
 

Drop ambitionerne om den perfekte ferie uden mislyde, afstem familiens forventninger,
planlæg kun lidt og vær fleksibel. Sådan lyder eksperternes råd til, hvordan du får en vellykket ferie.

 
  Af Marchen Jersild    
 

DEN SIDSTE MAIL er sendt, den sidste telefonopringning foretaget, skrivebordet er ryddet og det beskidte service er båret i kantinen. Efter en intens sidste uge på job, hvor blodtrykket virkelig kom op at ringe, er pilen på vej ud af det røde felt, for nu er det endelig ferie!

Forude ligger tre uger, hvor hele familien ikke skal lave andet end bare at være sammen: Børnene skal lege ude hele dagen, få fregner og solbleget hår som Emil fra Lønneberg, mens de voksne skal holde i hånd, føre lange intense samtaler om det vigtige her i livet og elske hinanden dybt og inderligt i de varme sommernætter.
Familien skal samles om Ludo ved langbordet, opleve solopgangen sammen, gå med bare tæer i strandkanten, spise friskfanget grillet fisk og sollune jordbær købt hos den rare bondemand, drikke hjemmelavet hyldesaft og se solen gå ned i det glødende hav, mens børnenes glade latter fortoner sig i skumringen.

Eller hvad? Endte det med, at halvdelen af familien blev syge på feriens første dag, det øsede ned det meste af tiden, ungerne var sure, fordi de ikke kunne spille Playstation, far blev rastløs og brugte halvdelen af tiden på at tjekke mails fra sit arbejde og mor blev ked af det, fordi samtalerne endte som mundhuggerier?

Så er det måske fordi, at ferie fra en fortravlet hverdag kræver en vis form for forberedelse, både rent praktisk - og ikke mindst mentalt.

»Der er en generel forestilling om, at det er nemt at holde ferie, og derfor behøver man ikke at forberede det så meget. Men det kan være en lige så stor udfordring at få ferien til at hænge sammen, som at få hverdagen til at gøre det,« siger speciallæge Jørgen Lund, der i firmaet Corporate Care/Stressklinikken.dk rådgiver travle mennesker om, hvordan de kommer ned i tempo i deres hverdag, men også på ferien.

Et af hans råd er at tale forventningerne til ferien igennem, inden den starter.

»Det handler om forventninger og skuffelser. Hvis vi ikke har gjort os klart, hvilke forventninger, vi har til ferien, bliver vi nemt skuffede, fordi vi kommer i en situation, hvor der er to, tre, fire eller måske fem mennesker, der alle har forskellige forventninger til, hvad der skal ske. Og hvis ikke de bliver afstemt på forhånd og alle går lidt på kompromis, så kan det ende med at blive en dårlig ferie for alle,« siger Jørgen Lund.

SAMME RÅD KOMMER fra Ernest Holm Svendsen, der er forfatter til bogen »Nærvær - en praktisk guide til at leve i nuet.«

»Man siger, at forventningens glæde er den største, og det mener jeg også, at den er - men på en negativ måde: Den ødelægger glæden ved det, der er, når man kommer frem til det, fordi man allerede har bygget nogle urealistiske forventninger op ved at gå og glæde sig. Og når man så kommer frem til virkeligheden, sammenligner man med sine forventninger og det lever virkeligheden aldrig op til,« siger han.

»Det ville være meget bedre, hvis vi ikke havde de forventninger og så bare kunne nyde det, der kom, når det kom.«

Selve overgangen fra arbejde til ferie kan for mange føles som noget nær en katastrofeopbremsning, og det kan gøre det svært at komme i feriestemning:

»Op til ferien oplever vi tit, at vi har drøntravlt på arbejde, fordi vi gerne vil efterlade et blankt skrivebord, så i den periode kører vi lidt for meget på adrenalinen. Når så ferien starter, kan vi simpelthen ikke tåle, at det pludselig ophører, og så reagerer kroppen ved at blive syg. Det sker ganske ofte og er et udtryk for, at der har været for meget drøn på op til en ferie, så vi simpelthen ikke kan komme ned igen,« siger Jørgen Lund. Han anbefaler, at man starter ferien med en dag derhjemme, inden den vilde biltur går ned gennem Europa eller for den sags skyld op i sommerhuset.

Og så gælder det om at finde en balance mellem det planlagte og det spontane i ferien:

 

»Når man holder ferie, er det afgørende, at man ikke er for ambitiøs med sin tid, at man - i modsætning til på arbejdet - har lange stræk af tid, som ikke er detailplanlagt,« siger Ernest Holm Svendsen, der skelner mellem to former for tid: Urets tid, der er styret udefra, og handlingens tid, hvor handlingerne opstår af sig selv.

»Det er sundt at stræbe efter at få mest muligt af handlingens tid, det, man kan kalde sommerhustid: At nu gør vi det, fordi det føles rigtigt at gøre det, og ikke fordi vi er dikteret af uret,« siger han.

»Det er på den måde, vi kommer ind i vores egen rytme: Den organiske rytme, som vi er forhindret i at følge på arbejdet, men som er grundlaget for vores sundhed og velbefindende.«

DE LANGE STRÆK af uplanlagt tid er ikke ensbetydende med, at man med Ernst Holm Svendsens ord skal »sidde og kukkelure på en sten« - medmindre det er det, man har lyst til.

»Fysiske aktiviteter, som ikke er mentalt krævende, er en rigtig god måde at skifte gear på, fordi det bringer os ind i kroppen, og her er blandt andet havearbejde fremragende. Men det skal ikke være den form for havearbejde, hvor man siger: Nu skal jeg have ryddet det bed i løbet af den næste time. For så er vi ovre i projektmageri og så bliver det igen kontrolleret og uorganisk.«

Jørgen Lund anbefaler heller ikke nødvendigvis total ro i ferien.

»Mange mennesker er vant til et højt, højt aktivitetsniveau til hverdag og det kan være direkte stressende for dem at gå ned på nul aktivitet og bare ligge og lege grillkylling på stranden. Så hvis man har et aktivt liv til hverdag, skal man også helst have noget aktivitet i sin ferie. Men endelig ikke den samme slags aktivitet. Ferie er jo i virkeligheden, at vi gør noget andet end det, vi gør til hverdag.«

Og så er der computeren og mobiltelefonen. Her er rådet krystalklart: Lad computeren blive hjemme. Og sluk telefonen.

»Her handler det simpelthen om disciplin,« siger Ernest Holm Svendsen. Jørgen lund er enig: »Jeg synes nærmest, det er en hån mod familien at tage sin arbejdscomputer med på ferien og sidde og tjekke mails - og det er det samme med mobiltelefoner. Det er altså ikke meningen, at man skal gå i sin ferie på en sydfransk strand og snakke i mobiltelefon med sit firma. Det er ikke god livskvalitet. God livskvalitet er at være der, hvor vi er, 100 procent. Så når vi er på arbejde, så er vi dér og har god samvittighed over det, og når vi er hjemme eller på ferie sammen med vores børn, så skal vi også kunne være der 100 procent. Hvis man bekymrer sig over, hvad der ligger i mailboksen efter ferien, skal man hellere tage hjem en dag tidligere og bruge søndagen til at læse sine mails. Det er sundere,« siger Jørgen Lund.

MEN HVIS MAN nu har svært ved at komme ned i gear, skal man så i virkeligheden ikke droppe ferien og bare tonse på?

Nej, lyder svaret. Jo sværere det virker at holde ferie, jo vigtigere er det faktisk, at man gør det.

»Det er ligesom at køre Formel 1,« siger Jørgen Lund. »Ham, der vinder, er altså ikke ham, der bare træder speederen i bund og lader det hele køre. Han ender med at brænde motoren sammen på 30. omgang. Vinderen er ham, der passer sine pitstop. Vi skal allesammen passe vores pitstop og vores vandhuller. Vores organisme kan ikke holde til det andet.«

Så hav en rigtig god ferie. Når det nu ikke kan være anderledes...


mje@berlingske.dk

Læs mere:
www.stressklinikken.dk
www.bodhi.dk

 
 
 
(c) berlingske tidende