| |
De
har det hele: Stor, hyggelig lejlighed i byen, sommerhus på
Anholt, hver sit firma, tre dejlige børn og et godt, solidt
parforhold.
Trine og Ture Wibrand bor lige i hjertet
af København. De er selvstændige med hver sit firma.
Trine er freelancejournalist og forfatter og har desuden opgaver
som konsulent, coach og sparringspartner. Hun arbejder hjemmefra
på ca. halv tid og har det daglige hovedansvar for børn
og hjem.
Ture er industriel designer og en af to partnere i firmaet Pluspeople,
der laver webløsninger og software. De har tre ansatte.
Ture arbejder meget og rejser en del i perioder.
Deres tre døtre er Amalie på
ni år, Alberte på otte samt Matilde på halvandet.
De store piger går i skole, på fritidshjem og til
forskellige fritidsaktiviteter. Matilde er i vuggestue.
MEN SELV OM RAMMERNE er tip-top
for den københavnske børnefamilie, mangler der noget.
Noget vigtigt, som har været der for ikke så længe
siden. Og noget, man ikke kan ignorere i længere tid: Nærværet.
Følelsen af at være 100 pct. til stede i nuet og
nyde børnene, mens de er der. Kort sagt: Bedre kvalitet
i den måde, familien er sammen på.
Trine Wibrand beskriver selv sin længsel
efter mere nærvær således:
»Til daglig er alle børnene
hjemme ved 17-tiden, og så skal jeg hurtigt i gang med aftensmaden.
Det hele bliver hektisk, børnene skal helst være
stille, og jeg »slår fra« - selv om jeg gerne
ville være der rigtigt.«
Lille Matilde skal dog nok få,
hvad hun har brug for. »Hun kræver sin ret og skælder
ud, hvis jeg ikke er der nok. Men jeg vil jo også gerne
være der for de to store piger: Lytte mere til dem, mærke
dem, høre dem. Det er vigtigt for mig, at de ved, at jeg
er der. Men pludselig er dagen bare gået, uden at jeg har
fået talt rigtigt med dem,« forklarer Trine, som i
høj grad lader arbejdstid og familieliv flyde sammen, fordi
hun har kontor hjemme. Det betyder bl.a., at hun ofte tjekker
mails eller sætter sig lidt ved computeren, hvis hun har
en ledig stund.
I weekenderne forsøger familien
ikke at have for mange planer, så de har noget tid sammen.
Men selv om tiden er der, bliver den ikke brugt godt nok, synes
de.
»Vi er til stede i lejligheden,
men vi er ikke rigtigt sammen. Vi er tit lidt sure og irriterede
og klasker sammen lørdag aften. Vi co-eksisterer,«
som Trine beskriver det.
»Men de gange, vi så endelig
gør noget sammen, er det virkelig hyggeligt. Sidste weekend
tog vi til Furesøen, og det var supergodt. Da pigerne var
små, gik vi mange ture, men efter at de er blevet store,
har vi sluppet det - bl.a. fordi vi har fået mere travlt
med arbejde og med Matilde. Vi har simpelthen ikke fået
taget samværet ordentligt op igen, efter at de to store
er blevet selvhjulpne og kan passe sig selv og lege alene i timevis,«
fortæller hun.
Ture oplever ikke i så høj
grad som sin kone, at hans kontakt til børnene og familielivet
er for overfladisk. I hvert fald ikke til daglig.
»Jeg arbejder meget og kommer
ofte sent hjem. Men når jeg først er hjemme, kan
jeg godt slippe arbejdet og være her. Til gengæld
er det rigtigt, at weekenderne let går op i hat og briller
og rengøring,« siger han.
Ture og Trine har været sammen
i næsten 17 år. De synes begge, at de har et godt
forhold og har bevaret en en god fornemmelse for hinanden.
|
|
»Det er hårdt arbejde,
men jeg har også altid haft den indstilling, at parforhold
er noget, der skal arbejdes for,« siger Trine.
Ture: »Tidligere havde vi faste
kæresteaftener. Det var sat i system, så vi skiftedes
til at arrangere. Det er gledet lidt ud.«
Trine: »Ja, i øjeblikket
foregår det sådan, at jeg siger: Nu er det nu! Det
er meget kvindeagtigt, men til gengæld er jeg så heldig
at have en mand, der er lydhør, og det gør, at vi
ikke mister forbindelsen. Hellere planlagt romantik end ingenting!«
Tanken om at få barn nummer fire
har længe ligget på lur hos dem begge, men er for
nylig blevet lagt på hylden. Især af praktiske grunde,
for de ville egentlig gerne!
»Men det ville være et
rent egotrip fra min side. Så ville det være fordi,
jeg ikke er færdig med at være moderdyr. Jeg elsker
børn og jeg elsker at være gravid, at føde,
at amme og tiden med spædbarnet. Det har været nogle
af de bedste perioder i mit liv. Men helt praktisk er det nok
bedst at blive ved det, vi har,« siger Trine.
Når hun skal opsummere deres
situation - og hvad de gerne vil have hjælp til - lyder
det således:
»Vi har et solidt og godt forhold
med god kontakt. Men vi har behov for mere nærvær
i forhold til børnene - og i forhold til familielivet i
bred forstand. For mig handler det om, at det er nu, hvor pigerne
netop ikke kræver mig, at jeg skal være der for dem,
så de også kommer til mig, når de får
problemer med tøsefnidder eller bumsede drenge, der står
udenfor.«
NÆRVÆRSEKSPERT ERNEST HOLM SVENDSEN har lyttet
og noteret, mens Trine og Ture har fortalt. Om lidt er det tid
for hans bud på, hvordan de kan få skabt nogle rammer,
hvor nærværet kan trives bedre end i dag.
Men først vil han gerne høre
lidt om familiens TV-forbrug.
»Vi ser desværre alt for
meget fjernsyn. Der kører som regel tegnefilm eller computerspil,
når børnene kommer hjem fra frit. Jeg synes ikke,
de skal se så meget TV, men jeg tilbyder dem jo heller ikke
så meget andet. Det er nemmere, at de sidder derinde, når
jeg laver mad,« griner Trine.
»Og om aftenen går der
som regel også TV i den for os voksne. Det ender tit med,
at vi sidder og ser fjernsyn i hver sin ende af lejligheden, indtil
jeg falder i søvn.«
Ernest: »Hvordan har I det sammen,
når I er i sommerhuset på Anholt? Er I voksne bedre
til at lytte og være til stede i ferierne derovre?«
Trine: »Både/og. Hverdagen
følger med på den måde, at vi hver især
gør det, vi har lyst til. Børnene er sammen med
andre børn, de klarer sig selv - og pludselig har man igen
ikke talt rigtigt sammen hele dagen. Men Ture og jeg er mere sammen,
vi går rundt sludrer og laver ting på grunden. Personligt
falder jeg helt ned, når vi er der, er helt til stede med
mig selv.«
Ture nikker: »Jeg kobler også
helt fra. Der er intet fjernsyn og kun en dårlig mobilforbindelse.
Det er et helt andet tempo, når man sjosker rundt og ordner
brænde.
 |
|
aks@berlingske.dk
|
| |
|
|