| Drop fjernsynet og »Projekt Mor« | |||||||
|
|
|
|
|
|||
| Ernest Holm Svendsen giver
her familien Wibrand en stribe konkrete råd til, hvordan de får mere nærvær ind i dagligdagen med børnene. Fjernsynet skal væk. Og Trine skal droppe sine idéer om at være en »rigtig« mor. |
|||||||
| Af Anne Krogh Sørensen | |
||||||
|
Efter at have været sammen med Trine, Ture og deres tre døtre et par timer, har Ernest Holm Svendsen dannet sig et indtryk af, hvor de kan sætte ind for at blive mere nærværende over for hinanden. Det er først og fremmest Trine,
der skal i arbejdstøjet. Han synes, at Trine og Ture i første omgang skal ændre på en række konkrete, daglige strukturer, så der bliver skabt tid og overskud til netop at være til stede i nuet. »I skal prøve at lægge hverdagen til rette, så tiden herhjemme mere kommer til at ligne tiden i sommerhuset, hvor I hele tiden har jer selv med og følger de muligheder, der opstår, uanset hvad uret siger.« Ture, som netop har været på arbejdsrejse i Kenya, påpeger, at det netop er sådan, afrikanerne opfatter tiden. »Det er jo african time, vi skal indføre!« FØRST OG FREMMEST SKAL Trine, som arbejder hjemmefra, have lavet en helt klar adskillelse mellem arbejdstid og ikke-arbejdstid, så hun ikke hele tiden lige skal ind til sin computer og tjekke mails, selv om arbejdsdagen egentlig er slut. »Det kan blive ret provokerende for dig, så det skal være en meget klar beslutning. Du skal indgå en ærlig aftale med dig selv om, at nu har du fri fra arbejde,« siger Ernest. Han mener, at Trine - og mange andre - lever efter øjeblikkets tyranni: »Alt det, du liiige kan nå, det gør du lige. Med andre ord: Mens kartoflerne koger, kan du lige tjekke din mail og se, om der er svar fra en af dine kunder eller kilder. Men du har jo brug for det modsatte: At få skilt tingene ad og vente på kartoflerne! Det giver dig tid og ro til at sætte dig ned og lade børnene komme til dig, så de ikke pludselig hu-hej er fyldt 18 år, uden at du nåede at genoprette nærheden til dem,« forklarer han. »Måske kommer de ikke og taler med dig første gang, du sidder og venter på, at kartoflerne skal koge. Men måske gør de det næste gang...« Trine nikker. Ernest fortsætter: »Du må sige til dine kunder, at de ikke kan komme i kontakt med dig efter klokken 16 eller hvornår du nu finder ud af, det skal være. Kunderne vil forstå det og finde det positivt. Og selv om du så skulle tjene 50.000 kr. mindre næste år af den grund, er det så ikke prisen værd? Men nej, jeg tror som sagt ikke, at du vil miste kunder på det.« Trine: »Det tror jeg heller ikke.« Ernest: »Altså: Fri om aftenen. Og fri i weekenden. Det vigtige er, at computeren er slukket, når du ikke arbejder. Du vil få abstinenser, det vil krible i fingrene på dig for at tænde igen og tjekke din post. Det vil også krible for at få sat ord på de idéer og indskydelser, der dukker op, og som du plejer at føre ud i livet med det samme. Dem skal du købe en kinabog til, så du straks kan notere dine idéer og tanker uden at gå ind til PC'en. Men det vil være en overgangsfase - til sidst vil du vænne dig til at huske det!« Ifølge Ernest har gode idéer en inkubationsperiode. »Hvis du arbejder hele tiden, får dine idéer og tanker ikke tid til at udvikle sig og modnes. Derfor vil det på længere sigt give dig bedre idéer, hvis du ikke arbejder konstant.« ERNEST PEGER DESUDEN på, at Trine tilsyneladende lider under at være lidt af en »projektmager«, når det gælder rollen som mor. Trine nikker. »Ja, jeg har et ideal om mig selv som mor, og det skaber nok nogle gange en dårlig samvittighed hos mig.« Hun forklarer, at hun f.eks. kan få det skidt med at have meldt Alberte til springgymnastik, når hun ikke selv kan tage med, men i stedet lader hende følges med en anden piges forældre. Ernest: »Ønsket om at være »rigtig« - f.eks. en »rigtig mor« - ligger tit til grund for, at man ikke kan være nærværende, fordi man så bruger energien på at være »rigtig« eller på at have dårlig samvittighed i stedet for på at være 100 pct. til stede,« forklarer Ernest. Han mener faktisk, at der er en direkte sammenhæng mellem Trines glæde ved graviditet, fødsel og barsel og så hendes nuværende behov for mere nærvær med de efterhånden halvstore børn. |
»Når du nyder dine graviditeter og fødsler så meget, så er det, fordi det giver dig en stor sanselighed og fornemmelse af at være til stede i nuet. Normalt befinder tankerne sig ellers mest i fortiden og fremtiden, men når du er gravid, bliver du forankret i din krop og dermed i nuet.« Trine: »Nemlig! Så er jeg tvunget til at være der, jeg kan jo ikke rigtig gøre andet.« Ernest: »Derfor må vi finde noget andet, der kan give dig de samme fordele, som du får, når du er gravid, nemlig kropslighed og sanselighed, for det har du brug for, for at være mere nærværende. Motion er en måde, hvis du kan finde tid til det. Motion er en sindssygt god måde at blive kropsligt forankret på. Sammen med børnene kan I desuden begynde at gå ture helt uden formål - gerne om aftenen. Det er også en form for sanselighed. Men det er vigtigt, at der IKKE er et formål med turene, så I er åbne for, hvad der sker omkring jer,« siger Ernest. »Og så foreslår jeg, at I pakker jeres fjernsyn helt væk. Det virker provokerende, men prøv alligevel at gøre det for at undersøge, hvad der sker med jeres prioriteringer. Læs bøger i stedet for, spil nogle spil - og gå tur sammen. Sæt også maks. tid på computeren for hvert barn. Undersøgelser viser, at efter ca. 45 minutter får computeren ikke længere børnene til at slappe af, men tværtimod til at opbygge adrenalin i kroppen, som de så vil have afløb for. Derfor bliver de mere irritable og urolige efter ca. tre kvarter - de begynder at skændes osv., fordi der kommer et misforhold mellem den passive krop og den aktive hjerne,« siger Ernest. Som en sidste ting foreslår han, at Ture så ofte som muligt tager en halv time, hvor han er sammen med børnene på deres præmisser. Ikke som et fast punkt hver aften, men med en målsætning om at gøre det flest mulige gange i ugens løb. ERNEST TROR, AT hans idéer tilsammen vil frigive en del tid i hverdagen, som igen giver mulighed for, at nærværet kan opstå. »På den her måde skaber I rammerne for at være sammen på en nærværende måde, og så må I se, om det ikke kommer. Vel at mærke ikke som projekter - men af ren og skær lyst. Nærværet skal komme af ægte overskud, og derfor er det vigtigt, at du kun bager boller, hvis du har lyst til det. Det skal ikke være et succeskriterium, at I bager sammen. Så bliver det straks til mors selvrealiseringsprojekt. Derfor er det vigtigt at acceptere, hvis børnene ikke har lyst til at bage boller sammen med dig en dag,« siger han og kigger på Trine. »Så bager du bare de boller alligevel. Fordi du har lyst til det.« Trine nikker. Hun skriver selv om børn og børnefamilier i sit arbejde og kender til mange af de mekanismer, Ernest har beskrevet. »Egentlig er der ikke noget af det her, der kommer bag på mig. Men det er vældig godt at blive mindet om det,« siger hun. Det første coachingmøde er slut. TRE DAGE EFTER sender Trine denne mail: »Mødet med Ernest gav stof til eftertanke og har været tema for flere samtaler her i weekenden. Vi har besluttet at tage en TV-pause og begyndte allerede i det små denne weekend. I det hele taget har vi været meget fokuseret på samværet, og da fjernsynet var slukket, kom ungerne ud i køkkenet og var med til at bage rugbrød, lave mad og bare hænge ud. Det var hyggeligt og det slog mig, hvor lidt der skal til, for at man er sammen på en anden måde. Jeg fik også trænet, og det var en fin fornemmelse at gøre det med et andet perspektiv, nemlig for at mærke mig selv bedre. Computeren stod stille hele weekenden - og det var egentlig ikke så grænseoverskridende for mig. Lad os se, hvordan det går nu her i hverdagene. Jeg er ikke bekymret, tværtimod, det kan vise sig at være en lettelse.«
|
||||||
