| |
Efter
at have været sammen med Trine, Ture og deres tre døtre
et par timer, har Ernest Holm Svendsen dannet sig et indtryk af,
hvor de kan sætte ind for at blive mere nærværende
over for hinanden.
Det er først og fremmest Trine,
der skal i arbejdstøjet.
»Du har et bevidst behov og størst motivation for
at ændre tingene, især i forhold til børnene.
Jeg tror, at det er en rigtig stemme i dig, som siger, at det
hele går for stærkt. På den her måde er
det »Hu-hej, der blev det søndag, uden at vi var
rigtigt sammen«, eller »Hu-hej, der blev pigerne pludselig
18 år.«
Han synes, at Trine og Ture i første
omgang skal ændre på en række konkrete, daglige
strukturer, så der bliver skabt tid og overskud til netop
at være til stede i nuet.
»I skal prøve at lægge
hverdagen til rette, så tiden herhjemme mere kommer til
at ligne tiden i sommerhuset, hvor I hele tiden har jer selv med
og følger de muligheder, der opstår, uanset hvad
uret siger.«
Ture, som netop har været på
arbejdsrejse i Kenya, påpeger, at det netop er sådan,
afrikanerne opfatter tiden. »Det er jo african time, vi
skal indføre!«
FØRST OG FREMMEST SKAL
Trine, som arbejder hjemmefra, have lavet en helt klar adskillelse
mellem arbejdstid og ikke-arbejdstid, så hun ikke hele tiden
lige skal ind til sin computer og tjekke mails, selv om arbejdsdagen
egentlig er slut.
»Det kan blive ret provokerende
for dig, så det skal være en meget klar beslutning.
Du skal indgå en ærlig aftale med dig selv om, at
nu har du fri fra arbejde,« siger Ernest.
Han mener, at Trine - og mange andre
- lever efter øjeblikkets tyranni: »Alt det, du liiige
kan nå, det gør du lige. Med andre ord: Mens kartoflerne
koger, kan du lige tjekke din mail og se, om der er svar fra en
af dine kunder eller kilder. Men du har jo brug for det modsatte:
At få skilt tingene ad og vente på kartoflerne! Det
giver dig tid og ro til at sætte dig ned og lade børnene
komme til dig, så de ikke pludselig hu-hej er fyldt 18 år,
uden at du nåede at genoprette nærheden til dem,«
forklarer han.
»Måske kommer de ikke og
taler med dig første gang, du sidder og venter på,
at kartoflerne skal koge. Men måske gør de det næste
gang...«
Trine nikker. Ernest fortsætter:
»Du må sige til dine kunder,
at de ikke kan komme i kontakt med dig efter klokken 16 eller
hvornår du nu finder ud af, det skal være. Kunderne
vil forstå det og finde det positivt. Og selv om du så
skulle tjene 50.000 kr. mindre næste år af den grund,
er det så ikke prisen værd? Men nej, jeg tror som
sagt ikke, at du vil miste kunder på det.«
Trine: »Det tror jeg heller ikke.«
Ernest: »Altså: Fri om
aftenen. Og fri i weekenden. Det vigtige er, at computeren er
slukket, når du ikke arbejder. Du vil få abstinenser,
det vil krible i fingrene på dig for at tænde igen
og tjekke din post. Det vil også krible for at få
sat ord på de idéer og indskydelser, der dukker op,
og som du plejer at føre ud i livet med det samme. Dem
skal du købe en kinabog til, så du straks kan notere
dine idéer og tanker uden at gå ind til PC'en. Men
det vil være en overgangsfase - til sidst vil du vænne
dig til at huske det!«
Ifølge Ernest har gode idéer
en inkubationsperiode.
»Hvis du arbejder hele tiden,
får dine idéer og tanker ikke tid til at udvikle
sig og modnes. Derfor vil det på længere sigt give
dig bedre idéer, hvis du ikke arbejder konstant.«
ERNEST PEGER DESUDEN på,
at Trine tilsyneladende lider under at være lidt af en »projektmager«,
når det gælder rollen som mor.
Trine nikker. »Ja, jeg har et
ideal om mig selv som mor, og det skaber nok nogle gange en dårlig
samvittighed hos mig.«
Hun forklarer, at hun f.eks. kan få
det skidt med at have meldt Alberte til springgymnastik, når
hun ikke selv kan tage med, men i stedet lader hende følges
med en anden piges forældre.
Ernest: ȯnsket om at
være »rigtig« - f.eks. en »rigtig mor«
- ligger tit til grund for, at man ikke kan være nærværende,
fordi man så bruger energien på at være »rigtig«
eller på at have dårlig samvittighed i stedet for
på at være 100 pct. til stede,« forklarer Ernest.
Han mener faktisk, at der er en direkte
sammenhæng mellem Trines glæde ved graviditet, fødsel
og barsel og så hendes nuværende behov for mere nærvær
med de efterhånden halvstore børn.
|
|
»Når du nyder dine graviditeter
og fødsler så meget, så er det, fordi det giver
dig en stor sanselighed og fornemmelse af at være til stede
i nuet. Normalt befinder tankerne sig ellers mest i fortiden og
fremtiden, men når du er gravid, bliver du forankret i din
krop og dermed i nuet.«
Trine: »Nemlig! Så er jeg
tvunget til at være der, jeg kan jo ikke rigtig gøre
andet.«
Ernest: »Derfor må vi finde
noget andet, der kan give dig de samme fordele, som du får,
når du er gravid, nemlig kropslighed og sanselighed, for
det har du brug for, for at være mere nærværende.
Motion er en måde, hvis du kan finde tid til det. Motion
er en sindssygt god måde at blive kropsligt forankret på.
Sammen med børnene kan I desuden begynde at gå ture
helt uden formål - gerne om aftenen. Det er også en
form for sanselighed. Men det er vigtigt, at der IKKE er et formål
med turene, så I er åbne for, hvad der sker omkring
jer,« siger Ernest.
»Og så foreslår jeg,
at I pakker jeres fjernsyn helt væk. Det virker provokerende,
men prøv alligevel at gøre det for at undersøge,
hvad der sker med jeres prioriteringer. Læs bøger
i stedet for, spil nogle spil - og gå tur sammen.
Sæt også maks. tid på
computeren for hvert barn. Undersøgelser viser, at efter
ca. 45 minutter får computeren ikke længere børnene
til at slappe af, men tværtimod til at opbygge adrenalin
i kroppen, som de så vil have afløb for. Derfor bliver
de mere irritable og urolige efter ca. tre kvarter - de begynder
at skændes osv., fordi der kommer et misforhold mellem den
passive krop og den aktive hjerne,« siger Ernest.
Som en sidste ting foreslår han,
at Ture så ofte som muligt tager en halv time, hvor han
er sammen med børnene på deres præmisser. Ikke
som et fast punkt hver aften, men med en målsætning
om at gøre det flest mulige gange i ugens løb.
ERNEST TROR, AT hans idéer
tilsammen vil frigive en del tid i hverdagen, som igen giver mulighed
for, at nærværet kan opstå.
»På den her måde
skaber I rammerne for at være sammen på en nærværende
måde, og så må I se, om det ikke kommer. Vel
at mærke ikke som projekter - men af ren og skær lyst.
Nærværet skal komme af ægte overskud, og derfor
er det vigtigt, at du kun bager boller, hvis du har lyst til det.
Det skal ikke være et succeskriterium, at I bager sammen.
Så bliver det straks til mors selvrealiseringsprojekt. Derfor
er det vigtigt at acceptere, hvis børnene ikke har lyst
til at bage boller sammen med dig en dag,« siger han og
kigger på Trine.
»Så bager du bare de boller
alligevel. Fordi du har lyst til det.«
Trine nikker. Hun skriver selv om børn
og børnefamilier i sit arbejde og kender til mange af de
mekanismer, Ernest har beskrevet.
»Egentlig er der ikke noget af
det her, der kommer bag på mig. Men det er vældig
godt at blive mindet om det,« siger hun.
Det første coachingmøde
er slut.
TRE DAGE EFTER sender Trine
denne mail:
»Mødet med Ernest gav
stof til eftertanke og har været tema for flere samtaler
her i weekenden. Vi har besluttet at tage en TV-pause og begyndte
allerede i det små denne weekend.
I det hele taget har vi været
meget fokuseret på samværet, og da fjernsynet var
slukket, kom ungerne ud i køkkenet og var med til at bage
rugbrød, lave mad og bare hænge ud. Det var hyggeligt
og det slog mig, hvor lidt der skal til, for at man er sammen
på en anden måde.
Jeg fik også trænet, og
det var en fin fornemmelse at gøre det med et andet perspektiv,
nemlig for at mærke mig selv bedre.
Computeren stod stille hele weekenden
- og det var egentlig ikke så grænseoverskridende
for mig. Lad os se, hvordan det går nu her i hverdagene.
Jeg er ikke bekymret, tværtimod, det kan vise sig at være
en lettelse.«
 |
|
aks@berlingske.dk
Læs på lørdag, hvordan den første måned uden TV gik og om Trine og Ture har fået mere nærvær med børnene og hinanden.
|
| |
|
|